Ein Beitrag von Karla Kabot
Vi er altfor tidlig på Oslo Gardermoen lufthavn. En siste delt svart kaffe før vi tar flyet til Berlin. Jeg vet ikke hva jeg skal si. Vi mimrer litt tilbake til de siste fire månedene sammen, men vi blir altfor melankolske og snart lar vi bare være. Jeg vet at jeg skal tilbake til Oslo i motsetning til henne, og derfor tør jeg ikke å si noe, men jeg har begynt å tenke: «Jeg vil ikke være i Berlin. Jeg vil ikke reise hjem», og kroppen min er fylt av frykt og anspennelse. I det siste tida har jeg tenkt masse på ordet hjem, og jeg nektet nesten å si til folk at jeg reiser hjem til jul fordi Berlin har begynt å føles mer og mer fremmed ut.
Kjære Berlin,
Jeg lurer på om jeg kommer til å savne deg
Deg som sted.
Noen ganger knuser du meg nesten. Jeg får knapt puste i suget av energien din og jeg vet at jeg kan være hvem som helst med deg,
men det er akkurat derfor jeg ofte aldri har vært meg selv.
Vær så snill Berlin, og ikke svelg meg.
Jeg har alltid ønsket å kunne reise hjem til jul en gang. Men nå er jeg redd for det. Litt redd for Berlin, men først og fremst frykter jeg at Oslo vil forsvinne når jeg drar bort.
At når jeg blinker, vil alt bli forduftet. At alt var bare en drøm, mitt once in a life time eventyr.
Men Berlin er jo mitt hjem? Der bor familien min, mange av vennene mine, og jeg elsker Berlin uansett. Men mer som et elsk-hat forhold. Jeg har nesten glemt at jeg også hadde det fint i Berlin før jeg dro. Faktisk så fint at jeg tvilte på min beslutning om å flytte hit. Jeg ser tilbake til det siste fire månedene og skjønner knapt hvor mye som har skjedd.
Jeg er stolt av meg, og jeg vet at jeg har vokst. Jeg har blitt litt mer den personen jeg ønsker å være. Mine første måneder her har vært formet av motprøvelser. Try og error, på en daily basis. Jeg utfordret meg nesten hver dag, og det var disiplinen min som en gang ikke har ødelagt meg, men hjulpet meg å føle meg mer og mer hjemme. Så mange fester, og arrangementer hvor jeg har vært med uten å forstå hva som ble snakket om. Så mange samtaler og øyeblikk hvor alt jeg har ønsket meg, var å kunne uttrykke det hva jeg tenkte og følte. Etter hvert har det blitt lettere å forstå hva skjer rundt meg, og selv om jeg ofte fortsatt føler meg ganske målløs, taler jeg for meg selv.
Jeg liker meg her. Alle bubbles av hverdagen min. For første gang kjenner jeg meg faktisk som en student som leser på biblioteket, spiser lunsj på campus og går på studentfester som alltid er ganske gøy og ganske pinlig på samme tid. Jeg driver med ting som jeg var glad i før som diktning, poetry slam og film. Jeg har møtt folk på dansegulvet på grunn av vår euforiske glede av dans.
——-
Ich weiß, mal wieder nicht, in welcher Sprache ich schreiben soll. Oder denken. Es ist halb zehn Uhr abends am Silvesterabend. Ich laufe von St. Hanshaugen nach Grünerløkka, schlitternd und zügig, denn es ist jævlig glatt og kaldt, und ich bin nervös. Kann ich überhaupt noch norwegisch? Nyttårsaften-hjemmefest på norsk, hvordan skal jeg klare det?
Ich verstehe mich nicht, mehr. Habe kurz das Gefühl den Halt verloren zu haben. Mit dem neuen Jahr beginnt part II. Jeg vet at jeg ikke må være redd. So viele Menschen sind nun nicht mehr hier, die mir Worte, Sicherheit und Wärme geschenkt haben. Jeg vet at jeg ikke må være redd fordi det finnes fortsatt nok ting her som jeg er altfor glad i. Fjorden, koselighet og eventyr.
Jeg har lært hvordan man sier Ich habe mich in dich verliebt på norsk, og hvordan kjærlighetssorg føles ut i Norge. Det var den første gangen at jeg kjente en lengsel etter å skrive på tysk igjen.
Ich spreche und schreibe auf Deutsch, damit du mich nicht verstehst. Hab nämlich Angst, dass du mich siehst.
Wie ich da stehe, barfuß im Schnee mit lila Blumen in der Hand.
Tysk som mitt safer place? Herregud, nei!
Men, litt, kanskje?
Und doch höre ich Deutsch-Pop in Dauerschleife und hoffe, dass du aus den Zeilen einer dir fremden Sprache liest.
Das Spektrum an Worten, was ich hab´, dir zu sagen, was ich fühl, passt bequem in eine Ikea-Box. Vielleicht reicht das eh. Neue Sprache, mehr Vokabeln,
less komplex?
Zurück in Berlin und tysk fühlt sich nur falsch an. Holprig, belanglos und so wenig schön. Nach ein paar Tagen wird aus holprig fließend und die Bedeutung kehrt zurück. Schön fühle ich mich nach wie vor nicht mit meinem deutschen Ich. Eher einsam.
Der Abend vor meinem Rückflug. Eine Kombination aus Einsamkeit, Trotz und Adrenalin treibt mich zu einem bumble date. Genauso dumm wie genau richtig fühlt sich das an.
Og med en gang ble tysk igjen spennende. Faktisk kjempespennende.
Der sitter jeg nå. Mellom Oslo og Berlin. Mellom to språk og to hjem.
Karla Kabot (sie/ihr) ist in Berlin aufgewachsen und studiert zurzeit an der Humboldt Universität
Skandinavistik und Europäische Ethnologie. Seit 2021 ist sie Teil des sai:kollektivs, bei welchem
sie als Lektorin, Texterin und Vereinsmitglied mitwirkt. Neben mehreren Filmrezensionen für das
IndieKino Magazin sowie Artikeln für die studentische Zeitschrift „Die Interdisziplinierten“, war
sie Teil der ersten Ausgabe des FLImag. Seit August lebt und studiert sie im Rahmen von Erasmus in Oslo, wo sie Redaktionsmitglied der studentischen Zeitschrift Filologen ist. Karla interessiert sich für die kleinen großen Geschichten des Alltags, fühlt sich frei, wenn sie tanzt und schreibt am liebsten Texte mit Rhythmus.
Ein Beitrag von Veronika Lindner
Ich studiere aktuell im Master im schwedischen Lund. Die Universität Lund (Schwedisch: Lunds universitet) ist eine der ältesten Universitäten Schwedens (gegründet 1666) und entwickelte sich zu einer der größten Universitäten Schwedens. Mit ca. 44.000 Studierenden und 8.000 Angestellten an der Universität allein, ist Lund also nicht die typisch schwedische Kleinstadt. Hier trifft man auf reges studentisches Treiben, das durch die 13 ,,Studentnationer” (studentische Vereinigungen) tatkräftig organisiert wird.
Die Nationer sind benannt nach verschiedenen Regionen Schwedens:
Östgöta, Västgöta, Smålands, Lunds, Malmö, Helsingkrona, Sydskånska, Krischansta, Blekingska, Göteborgs, Hallands, Kalmar und Wermlands Nation. Die Vereinigungen unterscheiden sich aber grundlegend von Studentenverbindungen, wie man sie z. B. in Deutschland kennt. Der ursprüngliche Anlass zu ihrer Gründung lag nicht im Schaffen eines exklusiven Raumes für ausgewählte Studierende, sondern hatte den Zweck, den Studierenden aus ganz Schweden ein bekanntes Umfeld aus der jeweiligen Heimatprovinz zu vermitteln. In Lund betreiben die Nationer heute unterschiedliche Lokalitäten: Eigene Cafés, Restaurants und Bars oder auch Discos sind die gängigsten Formen, das soziale Miteinander der Nations zu fördern. Der Gipfel des Studentenlebens in Lund liegt jedoch im Lundakarnevalen, dem gigantischen Karnevalsfest, das alle 4 Jahre in Lund stattfindet und von den Studierenden Lunds und den Nations organisiert wird. Beim letzten Lundakarneval haben sich mehr als 5.000 Studierende freiwillig gemeldet, um den Karneval für die mehr als 400.000 Besucher:innen aufzubauen. Während der Karnevalstage verwandelt sich der Lundagård – ein schöner, großer Park inmitten Lunds – in ein großes Karnevalsgelände mit Unterhaltungszelten, Tombola-Ständen, studentischen Reden, Radiosendungen, Kunstschaffenden und natürlich Essen und Trinken. Außerdem fährt der Karnevalszug durch die Straßen von Lund und verbreitet Karnevalsfreude unter den Besucher:innen. Der Karneval hat jedes Mal ein anderes Motto. Das Karnevalsmotto 2022 wird Katastrofalkarneval (Katastrophenkarneval) sein! Manchmal laufen die Dinge im Alltag, in der Ausbildung und in anderen Bereichen des Lebens nicht ganz so wie geplant – man denkt hier auch an die Pandemie. Der Lundakarnevalen 2022 wird diese Irrläufe und ungeplanten Ereignisse im Leben feiern. ,,Wir denken, dass alle Anlässe im Leben es wert sind, gefeiert zu werden, und im Lundakarnevalen 2022 werden wir das gemeinsam vom 20. bis 22. Mai tun!”
Es wird ein Riesenfest im wunderschönen Lund – kommt zu Besuch und feiert mit!
Veronika studiert im M.Sc. International Marketing und Brand Management, LUSEM.
Mehr Infos zum Lundakarnevalen: https://www.lundakarnevalen.se/
Ein Beitrag von Cecilia Falkman
Förra våren hade jag mycket tid att tänka på mitt kommande utbyte i Berlin. För det första funderade jag över om det ens skulle bli något utbyte. Liksom hela världen befann jag mig i ett vakuum. Varje dag bestod av dator och vandrande fram och tillbaka på Lunds kullerstensgator. Lika surrealistisk som tillvaron var, lika abstrakt syntes det att dessa gator skulle bytas mot tyska. För det andra undrade jag vilka som kunde tänkas studera skandinavistik. Älskar man Skandinavien då? Och varför i så fall? Vad skulle jag möta för slags människor? Jag skämtade med vänner om att jag skulle vara som ett enda stort blankpolerat äpple på mina lärares katedrar. En riktig svensk! Jag kommer att vara så speciell sa jag och vännerna skrattade. Nu känns skämtet pinsamt trots att det var ett skämt, för någonstans fanns nog ett korn sanning i den önskan att bli sedd. Vad jag sen insåg var att Nordeuropa-institutet (NI) ju är fullt av speciella, spännande och snälla människor. Det är en knutpunkt. Inte hade jag kunnat tro att jag skulle träffa Anna och Aleksandra, att Daví∂ skulle hjälpa mig så mycket efter en till synes omöjlig tidskrock i schemat och att Theresa skulle fråga om jag kunde skriva något för nyhetsbrevet. Första dagen på institutet möttes jag och de andra mastersstudenterna av ett ”Välkomna” på den vita tavlan och jag har också känt mig synnerligen välkommen.
Jag kan dock inte påstå att allt har varit enkelt. Det är mycket nytt att förhålla sig till och trots all hänsyn som jag möts av på NI har tyskan varit både ett praktiskt och ett mentalt hinder. Man blir någon annan på ett främmande språk och jag som alltid varit den som pratat mest i klassrummet och svingat mig fram mellan meningarna finner mig tiga. När grammatiken strular som mest känns det som min personlighet helt har amputerats, medan det i andra stunder bara är befriande att bemötas utifrån vad man säger och inte hur man säger det. Jag har därför också stor respekt för hur ni alla här hanterar de skandinaviska språken. Många svenskar skulle inte kunna röra sig lika bekvämt mellan norska, danska och svenska (för att inte tala om färöiska, finska och isländska). Den svårdefinierade tröskeln mellan att lära sig ett språk och att använda språk kan likväl utgöra hinder för själva pratande och om det för någon skulle vara användbart står jag alltid till förfogande med svenska bok- eller filmtips, eller en svensk fika kanske. Det är bara att säga ”hej” och fråga.
Som inspiration till den här texten har jag läst andra NI-studenters beskrivningar av utbyten. Pandemin har självklart präglat folks upplevelser och trots den osäkerhet som fortfarande råder vill jag uppmuntra alla som är sugna och har möjligheten att ta det upptäckande steget bort från den bekanta miljön. En avgörande inspiratör för egen del har varit min vän Zhu som jag träffade i Lund. För närvarande doktorerar han i Asian Studies i Finland. En dag frågade jag honom vad han gjorde just i Lund, det verkade mer logiskt för mig att ett sådant ämne bättre kunde studeras i Kina där han kom ifrån. Svaret var att Asian Studies knappt fanns i Kina och att han från Sverige kunde få ett annat slags utifrånperspektiv. Det senare slog rot i mig. Här är jag också nu i mitt sökande efter det diffusa utifrånperspektivet. Jag har klivit av den sten jag har stått på för att kunna vända på den. Den där önskan att bli sedd kanske kan sägas ha utmynnat i ett synande, men då av den myllan som jag har sprungit ur. Jag har definitivt också redan fått många nya tankar och idéer, men fortfarande finns det en fråga som jag inte kan besvara. Vilka studerar egentligen skandinaviska studier?
Frågan tangerar det metatänk som finns inbäddat i min egen studiebakgrund, och även en kärna i utbytet som koncept. Att uppleva och lära sig om det nya och det andra innebär att man också lär sig om sig själv. I min läsning av andra utbytesberättelser framträder det som en gemensam faktor. Förutom att ge ökad självinsikt och nya upplevelser kan resan bli till ett välbehövligt kliv bort från gamla vanor, den kan till och med utgöra en paus. Ibland har jag nämligen känslan av att studier förlorar något i sin framåtriktning. Efter den tentan, den terminen, den uppsatsen, den examen ska något hända – där framme. Men man måste också göra rum för fördjupandet av den nya kunskapen och jag är generellt en stor påhejare av att gräva och borra där man står. Vad är precis här och varför? För att kunna blicka ner i sitt sökande kan man likväl behöva röra på sig, man kanske behöver vara i Berlin, på ett Nordeuropainstitut, eller i Lund, i vardagen eller utanför vardagen, utomlands eller i sitt gamla barnrum för att nå det där nödvändiga perspektivet. Varifrån ser du bäst var och varför du är där du är? Jag syftar på ett var och varför som inte är ifrågasättande utan nyfiket.
Jag vet varför jag är här på NI, vet du det?
Ein Beitrag von Kenneth Wehr
Jeg bliver spurgt ret ofte: „Hvad laver du når du er hjemme? Hvordan kan du have tid til alle de ting du laver?“ Det er faktisk et godt spørgsmål, som jeg ikke rigtig kan svare på. Men derfor har jeg besluttet at skrive ned, hvad jeg har gjort i løbet af den sidste uge:
mandag, 29. november:
Jeg stod op kl. 7.30 og var på arbejde fra kl. 8.30. Bagefter læste jeg en tekst til undervisningen og lærte mine daglige grønlandske ord. Så var der grønlandskundervisning fra kl. 13 til 15. Bagefter tog jeg til Det Grønlandske Hus, hvor jeg gennemførte det første interview til min hjemmeopgave. Bagefter var jeg i Café Ilik fra kl. 16 til 20.30. Jeg tog hjem og gik tidlig i seng.
tirsdag, 30. november:
Jeg var gået så tidlig i seng, at jeg vågnede allerede kl. 5 og ikke rigtig kunne falde i søvn igen. Derfor fortsatte jeg med at læse teksten, jeg ikke nåede færdig dagen før. Jeg var da stadig træt og sov igen fra kl. 6 til 7.30. Da jeg lige ville tage afsted til arbejde, kom der to håndværkere som jeg lige gav adgang til min lejlighed. Så var jeg på arbejde fra kl. 8.30. I en lille pause læste jeg endnu nogle korte tekster til undervisningen. Da jeg var færdig med arbejdet, øvede jeg mit ordforråd igen. Fra kl. 13 til 16 var der undervisning i Det moderne Grønland. Resten af eftermiddagen brugte jeg til prokrastination. Jeg ville lave mad kl. 18 og spise schnitzel, men de var ikke længere gode, så jeg spiste fisk fra fryseren i stedet for og gik bagefter til Lidl for at kræve pengene for kødet tilbage. Fra kl. 19.30 til 21.30 transkriberede jeg interviewet, som jeg havde gennemført dagen før. Så gik jeg i seng.
onsdag, 1. december:
Onsdag er min frie dag. Jeg stod op lidt senere. Kl. 10 transkriberede jeg uddrag af en podcast, fordi jeg var blevet bedt af en veninde om at gøre en tjeneste for hende. Det kunne jeg godt. I mellemtiden vaskede jeg også mit tøj i kælderen. Kl. 11.30 lavede jeg oversættelsen for grønlandskundervisningen. Da jeg blev færdig med det, vaskede jeg op kl. 13. Bagefter gennemførte jeg DNA-testen, som der var ankommet fra MyHeritage dagen før. Jeg fortsatte med lektier kl. 14 og blev færdig med det kl. 16. Så cyklede jeg til Café Ilik. Mens jeg var der lærte jeg ordforråd. Jeg havde også lavet en aftale og så fik jeg gennemført mit andet interview kl. 19.30. En time efter cyklede jeg hjem og gik i seng.
torsdag, 2. december:
Jeg stod op kl. 7. Så cyklede jeg til uni og havde grønlandskundervisning fra kl. 9. Da vi blev færdige kl. 13, fortsatte det straks med Det moderne Grønland. Jeg fik fri kl. 16 og gik ned til biblioteket for at hente en bog. Jeg smuttede så hjem og spiste aftensmad kl. 18. Bagefter gik jeg i gang med at transkribere interviewet fra onsdag. Det blev jeg færdig med kl. 21.30. Så fik jeg lige aftalt mit tredje og sidste interview til på tirsdag. Så læste jeg bogen, som var Jørgen Fleischers kronik af KANUKOKA fra 1972 til 1997. Bogen og en masse KNR-artikler brugte jeg til at skrive en artikel på Wikipedia om den grønlandske kommunale landsforening. Da jeg blev færdig med den kort før midnat, havde den omkring 12000 tegn. Jeg gennemgik hurtigt dagens ordforråd og så sov jeg kl. 0.30.
fredag, 3. december:
Jeg stod op kl. 7.30. Så bestilte jeg et rejsekort, for at spare lidt penge, når jeg alligevel skal bruge s-toget, selvom jeg jo plejer at cykle alle steder hen. Derfor var jeg først på arbejde kl. 9. Jeg arbejdede indtil kl. 14 og smuttede så hjem. Jeg prokrastinerede og fordi jeg var blevet ret træt af at lave ingenting, tog jeg en lur fra kl. 15:45 til 16.30. Så skrev jeg en-to sider af min hjemmeopgave. Det blev jeg færdig med omkring kl. 19 og så ringede jeg til min familie. Vi snakkede og så vaskede jeg op bagefter og lavede mad. Kl. 20 skrev jeg en artikel om den gamle grønlandske kirke- og skoleavis Nalunaerutit, men der var ikke så meget at skrive om den. Kl. 22 lærte jeg grønlandsk ordforråd og så gik jeg i seng.
lørdag, 4. december:
Jeg vågnede kl. 6, men kunne heldigvis falde i søvn igen, så jeg stod op kl. 8. Fordi der ikke var særligt meget mad i huset, gik jeg til Lidl for at gennemføre ugens indkøb. Efter at have spist morgenmad, gik jeg i gang med at skrive en artikel om Grønlands Landsret, begyndende med historien om Grønlands retssystem i kolonitiden. Jeg prøver at skrive præcis en artikel om dagen indtil året slutter. Mens jeg skrev ringede min mor, så jeg snakkede med hende og min lillebror (han snakker ikke så meget endnu haha). Da artiklen var færdig, skrev jeg endnu engang en-to sider på hjemmeopgaven. Jeg var træt igen, så jeg tog en lur fra kl. 15 til 15:45. Jeg prokrastinerede lidt mere og så begyndte jeg at arbejde på mit stamtræ kl. 16.30. To timer senere havde jeg ikke mere lyst til det, så jeg vaskede op og lavede mad. Jeg havde købt schnitzel igen i Lidl om morgenen, men jeg var bange for, at de igen begynder at rådne, så jeg ville spise/fryse dem ned samme dag. Da jeg åbnede dem, var de to af dem allerede begyndt at lugte dårligt, mens jeg godt kunne spise den tredje. Lidl skal fandeme finde ud af at have styr på deres kølesystem, deres køleskaber står ofte åbne. Jeg skal ikke købe kød mere der… Jeg gjorde ikke så meget resten af lørdagen udover at vaske op, lære ordforråd og se heuteshow (tysk satireprogram) fra fredagen.
søndag, 5. december:
Jeg vågnede kl. 8.30 og blev kort efter ringet op af min mormor, mens jeg stadig lå i seng. Vi havde en meget dårlig og i mine øjne alt for lang samtale og så stod jeg op kl. 9.30. Jeg spiste frokost og gik i gang med at oversatte grønlandsk til på mandag. Jeg blev færdig med det omkring kl. 12 og skrev så en Wikipedia-artikel om Pinngortitaleriffik. Det blev jeg færdig med kl. 14. Så prokrastinerede jeg lidt. Kl. 16 tilføjede jeg endnu engang omkring 100 personer til mit stamtræ. Kl. 18 gik jeg over til naboerne som havde inviteret mig til flæskesteg. Bagefter så vi en tysk krimi på tv. Jeg gik hjem kl. 22, afsluttede dagens stamtræarbejde og gik i gang med at skrive det her. Når jeg poster teksten om lidt, skal jeg lære grønlandsk ordforråd og så går jeg i seng, for jeg skal jo på arbejde i morgen kl. 8.30.
I må have en god og produktiv uge. No press
Empfehlung:
Wenn ihr euch wie Kenneth für Grönland
interessiert, kuckt doch mal auf die Homepage
des Kalaallit Illuutaat / Det Grønlandske Hus.
https://www.sumut.dk/da/
Oder checkt das Portal: Grönland auf Wikipedia,
an dem Kenneth tatkräftig arbeitet.
https://de.wikipedia.org/wiki/Portal:Gr%C3%B6nland
Beitrag & Bild von Swantje Opitz
Ich stecke meine Hände tiefer in die Jackentaschen und ziehe die Schultern weit nach oben. In
kleinen, schnellen Bewegungen trete ich von einem Bein auf das andere, während die Kälte bei jedem
Auftippen von unten durch die Löcher in den ausgetretenen Stiefeln kriecht.
Der Schnee knirscht. Das Meer ist still.
Mein Blick folgt dem warmen Atem, der in fast unsichtbaren Wolken vor mir herzieht, Richtung
Süden. Fast alles liegt südlich von hier. Fast alles. Der Nordpol nicht, Svalbard nicht, das Nordkap
nicht. Aber fast alles. Und kurz fühle ich mich, als stünde ich am Ende der Welt.
Als stünde ich am Rand. Und es ist einsam. Und es ist dunkel. Und es ist kalt.
Und nach Süden zu schauen, heißt zurückzuschauen, heißt zurückzudenken, heißt zurückzusehnen,
heißt festzuhängen in der Spirale und dort, wo man ein halbes Jahr lang Schneebälle am Strand
werfen kann. Dort, wo man auf Seen laufen und in Bergen fahren kann. Dort, wo ich nach unten sehe,
um nicht zu fallen, anstatt nach oben, um nichts zu verpassen.
Mein Blick folgt meinem warmen Atem. Dorthin, wo die Lichter hinter den Bergspitzen aufsteigen
wie Rauch aus einem Feuer. Tief sauge ich die kalte Luft ein, drehe mich um und gehe nach Hause.